Hvem står bag Blodsukkerkuren?

Blodsukkerkuren er baseret på banebrydende forskning fra Københavns Universitet, og her får du præsenteret ophavsmændene til den.

Blodsukkerkuren hjælper dig med at sammensætte den kost, som vil få dig til at tabe dig.

Christian Bitz
(f. 1977) er uddannet cand.scient. i human ernæring.

Han er fast tilknyttet Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, hvor han er involveret i talrige forskningsprojekter og udvikling af maden til patienterne.

Christian Bitz sidder desuden i Miljø- og Fødevareministeriets Advisory Board, der i et samarbejde på tværs af fire ministerier skal rådgive regeringen om, hvordan danskernes mad- og måltidsvaner samt sundhed kan løftes.

Christian er en af landets mest populære foredragsholdere, der med stor begejstring formidler sin sundhedsfaglige viden på en underholdende måde, som alle forstår og kan bruge i hverdagen.

Bitz blev bredt kendt for sin medvirken i Go’ morgen Danmark på TV2.

Han har været vært og ekspert på adskillige TV-programmer, bl.a. Danmarks største kur med flere end 150.000 tilmeldte i januar 2015 (TV2).

Han har tidligere været vært på DR1 med det ugentlige forbrugerprogram Madmagasinet Bitz & Frisk.

Christian Bitz er forfatter til en lang række bestsellerbøger i både Danmark og udlandet.

På Facebook-siden www.facebook.com/christianbitz  giver han dagligt inspirerende råd, opskrifter og svar på spørgsmål fra mere end 110.000 fans.

På Instagram har @christianbitzcom over 38.000 følgere.

Arne Astrup
(f. 1955) er overlæge, dr.med., professor og leder af Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

Desuden er Arne overlæge på Herlev og Gentofte Hospital, Enheden for Diætetik og Klinisk Ernæringsforskning.

Arne står også i spidsen for en af verdens førende forskergrupper inden for fedme, diabetes og hjerte-kar-sygdomme.

Arne har publiceret flere end 700 videnskabelige artikler i bl.a. The Lancet, New England Journal of Medicine og Nature, især om forebyggelse og behandling af overvægt og type 2-diabetes.

Han var i 1992-2003 formand for Ernæringsrådet og i 2005-2009 formand for International Association for the Study of Obesity. Han er også aktuel redaktør af American Journal of Clinical Nutrition.

Arne Astrup er en ivrig debattør i medierne, foredragsholder og forfatter til en lang række bøger i ind- og udland om mad, ernæring, vægt og sundhed og har modtaget en stribe internationale forskerpriser.

Mads Fiil Hjorth
(f. 1982) er BSc i idræt, cand.scient. i human ernæring og har en ph.d. inden for forebyggelse og behandling af fedme.

Mads er ansat som adjunkt på Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet.

Hans forskning fokuserer på forebyggelse og behandling af fedme og fedmerelaterede sygdomme med særligt fokus på betydningen af kostens sammensætning, fysisk aktivitet, stillesiddende tid og søvn.

For nylig var han en drivende kraft i det forskningsgennembrud, der danner det videnskabelige grundlag for at bruge blandt andet blodprøver til at udtale sig om personlig ernæring – hvilket denne hjemmeside bygger på.

I maj 2017 modtog han ”SCIENCE Erhverspris for yngre forskere” fra Københavns Universitet for at bringe denne forskning i anvendelse. Han har publiceret 41 videnskabelige artikler siden 2012.

Klik her for at læse studiet