Blodsukkertype C
Sådan er du, hvis du er Type C
- Du har forhøjede blodsukkerværdier, og dit insulin virker rigtig dårligt
- Du har fået diagnosen type 2-diabetes – eller du er meget tæt på at få den
- Kulhydrat er nærmest gift for dig og giver dig let alt for høje blodsukkerværdier – de hurtige kulhydrater er de værste.
- Måske får du medicin, der skal øge virkningen af dit insulin
- Kulhydrat mætter dig virkelig dårligt – og du tager let på, når du spiser mange kulhydrater
- Du føler dig først rigtig mæt sent i et måltid, og efter du har spist protein og fedt.
- Hyppige små måltider kan være en hjælp til at normalisere dit blodsukker og få dig til at føle dig mæt hele dagen.
Er du Type C, har du fået diagnosen type 2-diabetes hos din læge, eller du er meget tæt på.
Med vægttab kan du opnå at skifte kosttype
Uanset hvad kan et vægttab og rigtig kostsammensætning hjælpe dig med at normalisere og stabilisere dit blodsukker.
Herved vil du opnå et større velvære og en mindre risiko for, at din diabetes forværres og med tiden fører til komplikationer.
Måske kan du ovenikøbet forbedre din tilstand og opnå, at blive en Type B igen!
Får du medicinsk behandling på grund af din diabetes, kan du desuden opnå, at der skal mindre doser medicin til for at normalisere dit blodsukker.
Når du er Type C, er din krop rigtig dårlig til at håndtere kulhydrat. Du er nærmest ”kulhydrat-intolerant”.
Dit insulin virker endnu dårligere end hos Type B, og din krop formår ikke længere at producere mere insulin for at kompensere.
Kulhydratrig mad vil derfor nemt få dit blodsukker til at blive alt for højt.
Du kan ikke mærke mæthed
Når dit blodsukker er højt, føler du dig skidt tilpas. Og er det en tilstand, der står på over længere tid, risikerer du at udvikle komplikationer til din diabetes.
Du bliver heller ikke rigtig mæt af kulhydratrig mad, fordi sukkeret har så svært ved at komme ind i cellerne.
På trods af det høje blodsukker mangler cellerne sukker og sender derfor sultsignaler til hjernen.
Det kan være svært at stoppe med at spise, selvom du allerede har fået tilstrækkeligt med kalorier.
Du bliver først rigtig mæt sent i et måltid, og når måltidet indeholder protein og fedt.
Vælg mørkegrønne kulhydrater
Du skal dog ikke helt undgå kulhydrater – du skal bare skære ned på dem, og så skal du vælge den rigtige slags!
Sådan taber du dig
Skær ned på alle typer af kulhydrater
Undgå de hurtige kulhydrater med højt indhold af sukker og stivelse (Gule felter og usunde Lysegrønne felter)
Vælg helst de langsomme kulhydrater med lavt glykæmisk indeks og/eller højt indhold af fuldkorn og fibre (Mørkegrønne og sunde Lysegrønne felter)
Skru op for protein og fedt – vælg især fedtfattige proteinkilder og sunde fedtstoffer fra fisk, æg, planter, mørk chokolade samt skæreost og mejeriprodukter (Blå og Røde felter)
Hold igen med alkohol (Lilla felter)
Spis helst mange små måltider hver dag – f.eks. 3 hovedmåltider og 3 mellemmåltider
Sørg for, at der er protein og fedt i alle måltider – også i mellemmåltiderne – og fordel dit kulhydrat nogenlunde jævnt hen over dagens måltider
Vær gerne fysisk aktiv, det hjælper sukkeret ind i dine celler, så dit blodsukker bliver mere normalt; det øger dit velvære og din sundhed generelt – og så forbrænder det også lidt ekstra kalorier
I modstrid med officielle kostråd
Du skal være opmærksom på, at kostanbefalingerne i Blodsukkerkuren til Type C er i modstrid med det, som Sundhedsstyrelsen med flere på nuværende tidspunkt anbefaler ved type 2-diabetes.
Du må vælge, hvad du vil følge: De officielle diabetesråd eller Blodsukkerkuren. Forskerne bag Blodsukkerkuren er af den opfattelse, at de officielle kostanbefalinger til type 2-diabetes er forældede i forhold til nyere forskning både herhjemme og i udlandet.
Det er forskernes opfattelse, at de officielle anbefalinger tillader alt for meget kulhydrat totalt og alt for mange stivelsesholdige produkter.
Det betyder ikke alene, at det er sværere for dig at tabe dig, men det har også uheldig virkning på dine blodsukkerniveauer og kolesterolværdier.